Klimaforandringerne er et resultat af en frakobling. Frakoblingen mellem mennesket og naturen, politik og folk, produkt og producent. Det er resultatet af frakoblingen mellem gården og gaflen, produktion og forbrug. Det er resultatet af frakoblingen forårsaget af nationale grænser, som sætter nationale interesser før global solidaritet. Alle de nye og spændende måder, som vi i dag er forbundet på, kan ikke skjule frakoblingen mellem hvad vi siger, og hvad vi rent faktisk gør – i dag og i morgen.

Klimaforandringerne frakobler. De vil gøre kløften mellem rig og fattig større, de vil gøre afstanden mellem de skyldige og ofrene større, og de vil gøre forskellene mellem de sikre og de sårbare større. Løsninger udtænkes på den velkendte facon gentaget i historien gennem krig og adskillelse. En global minoritet meler sin egen kage og drager fordel af et økonomisk system, der forårsager klimaforandringerne i første omgang, og som nu bruger pengene de har tilegnet sig til at bygge murer. Murer til at holde den natur ude, som de udnytter og har gjort til deres fjende. Murer til at holde dem ude, som ikke kan bygge murer selv, dem som er nødt til at leve med eller dø pga. konsekvenserne for noget de ikke har været med til at skabe. Livsstilen ét sted kan fratage livet fra andre et andet sted. Kampen mod klimaforandringerne er et slag, der ikke kan vindes ved hjælp af de våben, som allerede har gjort så meget skade. Fly som efterlader svovldioxid i stedet for bomber, helikoptere som går efter flygtninge i stedet for fjendens tropper. Det er slet ikke en krig. Det er det præcis modsatte.

Løsningen er at forbinde. Vi forbinder de to mindesmærker for frakobling. Den fejlslagne COP15 i København og COP21 i Paris. Vi forbinder steder på vores vej, menneskerne vi kommer til at møde og som måske vil tage med os i vores rejse fyldt med modvind. Vi forbinder vindmølleparker i Danmark, kulkraftværker i Tyskland og delegationer i Paris. Således forbinder vi og overskrider det, som synes frakoblet: det lokale og det globale. Vores cykler bevæger sig måske ikke så hurtigt, men klimabevægelsen vinder hurtigere frem end de fleste forestiller sig. Vi beder verden om at komme videre ved endelig at stoppe ødelæggelsen. Vi er én ud af millioner af stemmer, som samles i Paris for at vise vores styrke. Vi forbinder vores kroppe med naturen: hver centimeter vi bevæger os, gør vi ved hjælp af os selv, fordi det er det, vi mener er vejen frem. Vi bevæger os, vi har styrken til at gøre det, vi er mange og vi har et fælles mål. Nu er det Paris, men tro ikke, at det her ikke er meget, meget mere. Det forandrer alting. Murene smuldrer.